Der hvor Chiles fastland afløses af dybe fjorde og majestætiske isbræer finder man landets største ø, der er en verden for sig. Der er ingen broer, der forbinder Chiloé med fastlandet, og den isolerede øgruppe ligger 1.100 kilometer syd for Santiago og har sin helt egen kultur og natur, der adskiller sig fra resten af landet.

Som de fleste, der besøger øen Chiloé, gik jeg på jagt efter bådformede kirker og gamle regnskove. Men jeg fandt noget helt andet. Mens jeg kiggede på lokale fugle og vandrede til vandfald, opdagede jeg, at jeg blev fulgt af historier om overraskende væsener. Hvordan overraskende? Tag for eksempel Camahueto, en underjordisk enhjørningelignende tyr med et grumt ansigt og appetit på mennesker.

Så snart jeg satte fod i Castro, hovedhavnen og den største by på Chiloé-øgruppens Isla Grande, gik det op for mig, at jeg var i godt selskab. Der skal blot en enkelt samtale med en Chilote-indbygger til, før mytiske væsener trænger sig på. Legender og folklore er vævet ind i den lokale kultur her. Prøv at spørge en Chilote-indbygger om steder, hvor man kan smage lokale delikatesser som cochayuyo (spiselige alger), og du ender med at få flere oplysninger om slanger med hanehoved end om restauranter.

Da jeg var på vej til at se Castros berømte huse på pæle, hørte jeg for første gang om Caleuche, et legendarisk spøgelsesskib, der huserer omkring øgruppen og lokker de lokale sømænd. "Sørg for at holde dig væk fra kysten – især efter solnedgang". Fik jeg at vide.

Advarslen var ikke kun ment metaforisk og kunne være et ekko fra tidligere tider. Chilote-folket er en sammenstykket blanding af de oprindelige Huilliche- og Chono-folk. De er efterkommere af spanske kolonisatorer, der stak af fra de separatistiske chilenere, og de tager deres myter meget seriøst.

Isla Grande lægger nærmest beslag på områdets turisme og er favoritten blandt de mange hoteller og lokale forretninger i Castro. Byens farverige palafitos og traditionelle markeder fortjener at være blandt de populære attraktioner. Men hvis man vil have et bedre overblik over Chiloé-øen, må man sejle langs dens øpassager og afsondrede bugter. Den er blandt de mindre øer og mindre besøgte byer, man finder node mest betagende landskaber og charmerende lokalsamfund.

Vi tager ud til Isla Mechuque, der er en af øgruppens mere end 30 øer. Nordøst for Castro forvandler det urbane landskab sig til strande med sort sand, stejle klipper og fjerntliggende fiskerlandsbyer. Efter at være gået i land, vandrede jeg rundt i byens farverige gader. Som regel farer jeg vild, men heldigvis er Mechuque så lille, at det ikke er muligt, så jeg har tid til at gå på opdagelse i øens fortid i Museo Don Checo, et gammelt pælehus, der er blevet lavet om til et museum.

Tilbage ombord var det tid til at finde kikkerten og kameraet frem. Under normale omstændigheder ville jeg holde øjnene åbne efter sydamerikanske pelssæler og sorthalsede svaner. Men Chiloés magi har fået hold i mig, så nu kigger jeg efter mere overjordiske væsner, som den frygtindgydende Cuchivilu, en uhyrlig fisk med svinefjæs, eller Millalobo, en smuk havmand med ulveansigt. Og mens vi sejler gennem Stillehavets kølige vand, håber jeg, at den næste art, jeg krydser af på min liste, bliver den fortryllende havmand, som skibets kaptajn fortalte mig om.

Nu, hvor jeg er blevet opmærksom på de skræmmende undervandsmonstre, der bevogter øgruppens farvande, og beslutter mig for at prøve lykken inde i landet i stedet. Først besøger jeg en række bemærkelsesværdige kirker, der ligner både.

De lokale håndværkere er dedikerede til havet og ved, hvordan man bygger skibe, der kan holde i lang tid. Nutildags finder man omvendte skibsskrog i træ, der huser katolske kirker som denne i Castro, der ligesom den berygtede Caleuche er blevet en ikonisk del af Chiloés kultur og landskab.

Med min genfundne tro var tiden inde til at finde grønnere områder, og jeg vidste præcis, hvor jeg skulle tage hen. Et par dage forinden var der en, der nævnte Elena Bochettis bevaringsarbejde. Bochetti er en af de lokale naturforskere og beskyttere af skovområderne.

Hendes navn førte mig til stierne omkring Lago Huillinco, der er den største sø i Chiloé. Vi vandrer blandt de klare vandfald, fluorescerende laver og gamle bregner i håb om at få øgruppens vilde dyreliv at se.

I flere timer vandrer vi gennem frodig regnskov på udkig efter rødbenede ugler, Darwins ræve og den sydlige pudu – en af de mindste hjortearter i verden.

Det kan godt være, at vi hverken ser eller hører dem, men de findes med sikkerhed her i Chiloé. Og de agter at blive her.