På grund af deres tykke spæklag og pels er de antarktiske sæler ekstremt godt tilpasset til de iskolde forhold. De finder i virkeligheden klimaet for varmt og bliver ofte nødt til at dyppe sig ned i det iskolde vand for at køle ned.

Den langt mest hyppige, og derfor også mest almindelige sæl i Antarktis, er krillsælen, den er opkaldt efter dens evne til at fortære krill, som igen kan beskrives som små krebsdyr. De bedårende weddellsæler tilbringer det meste af deres tid under overfladen, men kan findes på isen i ynglesæsonen (november-december).

Antarktis er et af verdens bedste steder til at se hvaler. I løbet af den antarktiske sommer (oktober til marts) er der omkring 10 hvalarter, der migrerer sydpå til Antarktis for at finde føde og yngle. Februar og marts betragtes generelt som de bedste måneder til hvalsafari, hvor der ofte er en større forekomst af forskellige arter og et større antal at lade sig begejstre over.

Fra det øjeblik vi begynder at krydse Drake-passagen, er det ikke ualmindeligt at få øje på blåhvaler, finhvaler, pukkelhvaler, vågehvaler, spækhuggere, sydlige rethvaler og kaskelothvaler tæt på skibet. Og når vi er ved den antarktiske halvø, kan de dukke op af ingenting og kan endda dukke op lige ved siden af dig, når du er ude i de mindre udforskerbåde eller på kajaktur.

Otte af verdens 17 pingvinarter findes i Antarktis og i det subantarktiske område. De inkluderer adelie-, rem-, æsel-, konge-, guldlokkede pingviner, spring-, kejser- og Magellanpingviner. Omkring tolv millioner pingviner lever i de relativt milde forhold på Den Antarktiske Halvø.

At gå i land for at besøge en pingvinkoloni er et minde for livet. Pingviner larmer meget, og de lugter ikke ligefrem fortryllende. Selv om man holder afstand for ikke at forstyrre pingvinerne, er det et minde for livet at opleve de charmerende skabninger, der tusser rundt.

Pingviner er ikke de eneste fugle i Antarktis. Det paradis for fugleentusiaster tiltrækker millioner af fugle fra over 46 arter. Fra dækket af dit ekspeditionsskib, eller når du er i land på landgange, skal du holde øjnene åbne for vandrealbatrosser, skråper, kæmpestormfugle, stormsvaler, blåøjede skarver, dykpetreller, måger, terner og mange flere.

Selvom der ikke lever landdyr her, er det omgivende hav hjemsted for en række dyr, som besøgende på de antarktiske krydstogter måske ikke forventer at se. Disse kolde have er fyldt med liv lige fra albatrosser og søleoparder til blåhvaler.

Den sortbrune albatros adskiller sig ved sin atypiske kombination af et hvidt hoved og sorte bryn og er et fantastisk syn. Disse kæmper har det længste vingefang af alle fugle – op til 335 cm. Eftersom de sjældent ses på land, bruger albatrosser deres brede vingefang til at lade sig bære af havvindene og svæver nogle gange i timevis uden at baske med vingerne. De drikker også saltvand, så de behøver ikke at bekymre sig om at stoppe på land, bortset fra at parre sig og opfostre deres unger. Mange af disse bevingede vidundere kan leve helt op til 50 år.

Antarktis' eneste ægte landrovdyr er i virkeligheden en vingeløs flue. Disse små insekter er fascinerende, fordi de er de eneste skabninger, der kan overleve på Antarktis' overflade. De klarer vinteren ved at gå i dvale – de står helt stille, og deres blod sørger for, at de ikke fryser. Denne mekanisme gør dem i stand til at klare sig til sommeren kommer, og de går tilbage til at spise de mindre kryb.

Ja, de er dræberhvaler, men de er ikke en del af hvalfamilien. De er pattedyr med tænder og er det største medlem af delfinfamilien, Desuden er de yderst sociale og rejser i flokke. Ligesom delfiner bruger spækhuggere ekkolokalisering – de udsender lyde og bruger tilbagekastede ekkoer til at orientere sig – for at skaffe føde som fisk, blæksprutte, fugle og andre dyr. Ved fødslen vejer en unge op til næsten 180 kilo og måler op til 213 cm i længden.

Leopardsælerne er opkaldt efter deres plettede pels. Sælerne er berømte for deres glubske natur, og de er et af de primære rovdyr i Antarktis, der bruger deres kraftige kæber og lange tænder til at jage fisk, blæksprutter, pingviner og endda andre sæler. Når man er på krydstogtet i Antarktis, kan man være heldig at se en sæl, der fanger en fugl, der går i det kolde vand. Leopardsæler har fascinerende nok ingen øreklapper, men hører snarere indefra.

Havets giganter kan blive op til 33 meter og veje mere end 120 ton. Faktisk kan deres tunge alene veje lige så meget som en elefant. Mens blåhvaler ser rigtig blå ud under vandet vil enhver krydstogtkritiker, der ser dem bryde igennem havoverfladen, bemærke, at pattedyret mere er broget blågråt. Deres bug får i mellemtiden en gullig farve på grund af de millioner af mikroorganismer, der lever på deres hud.

Næsten i bunden af fødekæden finder vi krill: små rejelignende krebsdyr, der dybest set er brændstof til Jordens marine økosystemer. Selv om man måske aldrig ser disse små svømmere på et krydstogt til Antarktis, svømmer de under skibet og lever af mikroskopisk fytoplankton. Som en af naturens humoristiske ironier lever det største dyr, der nogensinde har levet på jorden, blåhvalen, af krill.

Ud for kysterne af det sydligste kontinent på Jorden kan rejsende møde en række af iøjnefaldende dyreliv.