En del af
Hurtigruten Group

Borgerforskningsprojekter

Vi er stolte af at støtte mange vigtige borgerforskningsprojekter, når vi sejler til særlige rejsemål.


I den moderne, digitale og berejste tidsalder henvender forskere og videnskabsfolk sig til almindelige rejsende og lokalsamfund for at få hjælp til at opbygge og udvikle deres forståelse af verdens mest biodiverse levesteder. Hvert år bliver tusindvis af mennesker borgerforskere og deltager i en række globale projekter, der bidrager til langsigtet forskning.

Vi er stolte af at støtte det videnskabelige samfund ved at være vært for forskere og støtte mange vigtige borgerforskningsprojekter ombord på vores skibe, når de sejler til steder uden for alfarvej som Nordvestpassagen, Svalbard, Antarktis og andre steder. Ombord på hver rejse engagerer vi de rejsende i mindst to borgerforskningsprojekter som en del af vores Videnskabs- og uddannelsesprogram, der har til formål at øge de rejsendes viden om og interesse for de områder, de sejler til.

The Polar Citizen Science Collective

Polar Citizen Science Collective viser vejen og bringer forskere og operatører af polarekspeditioner sammen ved at yde støtte til at gennemføre borgerforskningsprojekter.

Polar Collective blev grundlagt i 2018 og giver polarturismeindustrien mulighed for at deltage i vigtige forskningsprojekter i nogle af verdens mest fjerntliggende og koldeste egne. Polarturismeorganisationer som Hurtigruten Expeditions har en unik mulighed for at hjælpe med at bygge bro over den logistiske kløft, som mange af projekterne står over for, så projekter og forskning kan finde sted.

Desuden giver projekterne de rejsende enestående muligheder for at få en praktisk oplevelse som ægte polarborgerforskere. Polar Collective støtter operatører i både Arktis og Antarktis og overvåger i øjeblikket tredjepartsborgerforskningsprojekter, der omfatter undersøgelser af dyrebestande, biodiversitet af tang, undersøgelser af fytoplanktonsamfund og meget mere.

Nogle af de projekter, man kan involvere sig i.

Aurorasaurus

Destination | Norge

Aurorasaurus er det første borgerforskningsprojekt, der indsamler observationer af nord- og sydlys for at forbedre sporing i realtid og forståelse af det smukke fænomen.

Som borgerforsker kan man indtaste sine observationer af nordlyset og bidrage til at forbedre vores forståelse af deres hyppighed, placering og visuelle karakteristika. Webstedet indsamler også relaterede tweets, kortlægger dem og beder brugerne om at hjælpe med at verificere de data, der indsamles – hvilket hjælper med at varsle brugerne i realtid.

Happywhale

Destination(er) | Alle

Happywhale har til formål at øge og udvikle vores forståelse af hvaler og delfiner og bruger billeder, som rejsende har indsendt, til at kortlægge havpattedyrenes bevægelser rundt om i verden.

Billedgenkendelsessoftwaren gennemgår billederne og sammenligner dem med tidligere observationer af det samme dyr og opbygger en unik profil med markeringer på halen eller rygfinnen. Alle profilerne er tilgængelige for forskere og dyreelskere, så de kan gennemgå og bruge dem på tværs af alle forskningsprojekter.

Fjordphyto

Destination | Antarktis

Fytoplankton er grundlaget for havets fødenet, og teamet på Fjordphyto har som mål at forstå virkningen af klimaforandringer og smeltende havis bedre. Rejsende kan hjælpe os med at indsamle vandprøver, foretage Secchiskiveundersøgelser og registrere miljøforhold som havvandstemperaturer og saltholdighed for at bidrage til dette projekt.

Forskningen hjælper med at opbygge et langsigtet billede af ændringerne i fjordfytoplanktonsamfund i polarområderne og bidrager til den globale indsigt i klimaforandringer.

eBird

Destination(er) | Alle

Konceptet om, at alle fuglekiggere har unik viden, erfaring og interesse, har forvandlet en hobby til aktiv videnskab i verdens største fuglekiggerfællesskab. Med over 100 millioner fugleobservationer om året bruger eBird de indsamlede oplysninger til at styrke datadrevne tilgange til videnskab, bevarelse og uddannelse.

Platformen har til formål at gøre fuglekiggeri mere givende og giver brugerne mulighed for at administrere lister, fotos og lydoptagelser eller se realtidskort over arternes udbredelse og observationsadvarsler for specifikke arter. Ved at arbejde tæt sammen med hundredvis af partnerorganisationer og regionale eksperter over hele verden kan eBird sikre, at dataene er både aktuelle og brugbare. Platformen er tilgængelig i hele verden, og da vi møder et betagende fugleliv på vores ekspeditioner, opfordres alle rejsende til at dele deres observationer.

Southern Ocean Seabird Surveys

Destination | Antarktis

Southern Ocean Seabird Surveys blev lanceret i 2015 for at undersøge fuglenes fordeling over havet.

Indtil videre er der fra Sydhavet og Antarktis indsamlet hundredvis af observationer, der kan føjes til den eksisterende samling af fugledata fra hele verden i eBird-databasen.

Projektet er ved at opbygge et langsigtet overvågningsprogram for havfugle i Sydhavet og langs Den antarktiske Halvø. Disse registreringer hjælper forskere med at forstå, hvordan fuglene bruger havets levesteder, med at opdage nye detaljer om de fjerne arters liv og i sidste ende, hvordan fuglenes adfærd og bestande kan ændre sig på grund af klimaforandringerne.

Penguin Watch

Destination | Antarktis

Penguin Watch reagerer på det globale fald i pingvinbestandene ved at undersøge, hvordan klimaforandringer, fiskeri, sygdomme og forurening påvirker kolonierne, og hvordan man kan afhjælpe disse faktorer.

Ombord kan rejsende hjælpe forskerne med at overvåge bestandene ved at tælle pingviner på tværs af forskellige billeder og videoer på Zooniverse-platformen. Forskningen er med til at påvirke den globale politik i polarområdet og oplyse offentligheden om klimaforandringernes konsekvenser.

Cruise#Science

Destination | Svalbard

Sammen med University Centre i Svalbard (UNIS) forsøger vi at forstå, hvilken værdi borgerforskningsprojekter kan have for både forskningsprojekter og operatører af ekspeditionskrydstogter.

Som resultat af praktiske erfaringer med at engagere "almindelige mennesker" har vi i høj grad bidraget til at bygge bro mellem videnskaben og offentligheden. Forskningen er med til at øge viden og bevidsthed om Svalbard og klimadebatten, samtidig med at den mindsker risikoen for mistillid til videnskabelig viden.

SeaLeopard

Destination | Antarktis

Søleoparden er et af de dyr i Antarktis, vi ved mindst om. Forskningen om søleoparder har kun skrabet i overfladen af, hvad man ønsker at vide om nuværende bestande, adfærd, og hvordan de yngler.

For at hjælpe med bevaringsarbejdet og fremme sikker interaktion mellem mennesker og sæler vil projektet gerne have rejsende til at dele billeder og videoer af søleoparder i Antarktis. Teamet sigter mod at udvikle et bedre billede af søleoparders biologi ved at matche observationer i hele Antarktis.

iNaturalist

Destinationer | Alle 

iNaturalist er et fælles initiativ mellem California Academy of Sciences og National Geographic Society og er et socialt netværk, hvor naturforskere, borgerforskere og biologer kortlægger og deler observationer af biodiversitet over hele kloden.

En iNaturalist-observation registrerer en persons møde med en individuel organisme på et bestemt tidspunkt og sted. Brugere har oprettet og bidraget til titusindvis af forskellige projekter på iNaturalist og registreret data fra bioblitzes, dvs. biologiske undersøgelser, der forsøger at registrere alle de arter, der forekommer inden for et bestemt område.

Pr. 21. september 2022 havde iNaturalist-brugere bidraget med cirka 115.651.000 observationer af planter, dyr, svampe og andre organismer verden over og havde omkring 3,2 millioner registrerede brugere. Flere end 2.000 forskningsresultater er blevet offentliggjort, der citerer iNaturalist-observationer af forskningskvalitet, der findes på Global Biodiversity Information Facility (GBIF) ofte inden for økologi, bevarelse og klimaforandringer.

South Georgia Big Seaweed Search

Destination | South Georgia 

Tang er en vigtig del af havøkosystemerne og giver føde og ly til mange arter og bidrager til næringsstof- og kulstofkredsløbet ved kysten. Havbiodiversiteten omkring South Georgia er langt fra menneskelig påvirkning, men den trues af hurtige klimaforandringer (opvarmning og forsuring af havene) og invasive arter (blandt andet tang).

Under ledelse af Natural History Museum i London og med støtte fra South Georgia og South Sandwich Islands "regering" fokuserer South Georgia Big Seaweed Search på at undersøge biodiversiteten og udbredelsen af tang omkring øerne. Ved at etablere et langsigtet overvågningsprogram er det muligt at støtte den fremtidige forvaltning og bevarelse af øernes unikke og vigtige havmiljø.

PolarTag

Destinationer | Antarktis, Norge, Svalbard, Grønland og Island

Hvert år bliver tusindvis af dyr rundt om i verden mærket. PolarTag blev skabt som en onlineportal specielt til dem, der besøger polarområderne (Arktis og Antarktis) for at dele billeder af observationer af dyreliv. Hvis du er så heldig at få øje på dyr med et mærke, mens du er ombord, opfordrer vi dig til at dele billeder af dyret.

Alle observationer og billeder deles med samarbejdende forskere for at give en visuel opdatering af dyr, der er blevet mærket.

Secchiskiveundersøgelse

Destination(er) | Alle

Klimaforandringerne påvirker de globale fytoplanktonsamfund, der er en vital iltproducent og en vigtig del af havets fødekæde rundt om i verden.

En hjørnesten i vores Videnskabs- og uddannelsesprogram at udføre Secchiskiveundersøgelser rundt om i verden. Vi kortlægger koncentrationen af fytoplankton ved havoverfladen ved at sænke en skive ned i havet. De vigtige data bruges derefter af forskere verden over til at forstå konsekvenserne af klimaforandringerne.

Globe Cloud Observer

Destination(er) | Alle

I samarbejde med NASA hjælper observationer på jorden med at udvikle forståelsen af skyer fra neden og fra oven. Skyformationer spiller en vigtig rolle i overførslen af energi fra solen til forskellige dele af planeten Jorden.

Da skyformer ændrer sig hurtigt, kan regelmæssige opdateringer og observationer fra borgerforskerne ombord og sammenligninger med billeder fra satellitter være med til at skabe et komplet videnskabeligt billede af, hvad der sker i atmosfæren.

Aktiv feedback

Uanset videnskabelig baggrund er mange rejsende begejstrede for at blive involveret i vores program for videnskab og uddannelse – fra at lære om klimaets påvirkning af fytoplanktonniveauet til at få en bedre forståelse af nordlyset i Norge.

Aktivt engagement

Videnskabskoordinatorerne er en vigtig del af vores ekspeditionsteam, og de har tid til at sikre, at borgerforskningsprojekter er en vigtig del af ekspeditionerne. For at sikre konsekvens og kvalitet indarbejder vi normalt et specifikt projekt i flere sejladser for at sikre, at vi indsamler nok data til at understøtte forskningen.

Aktivt samarbejde

Da vi først gik i gang med vores program for videnskab og uddannelse ombord, arbejdede vi tæt sammen med adskillige organisationer for at finjustere udvalget af projekter og for at sikre, at projekterne bidrager til de rejsendes samlede oplevelse. Vi har været stolte af at støtte disse projekter lige siden.

Andre historier

Penguins perched on the ice of Cuverville Island, Antarctica. Credit: Espen Mills / HX Hurtigruten Expeditions

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag tilbud, spændende nyheder og inspiration direkte i indbakken.

Tilmeld dig