Fra vulkanformationer til tropiske øer

563 kilometer ud for Vestafrikas kyst ligger Kap Verde ved sammenløbet af forskellige miljømæssige påvirkninger. De 15 øer, hvoraf kun ni er beboede, er tropiske i breddegrad, men de påvirkes også af Saharas tørre vinde. Samtidig afkøles de af Midtatlanterhavets tempererede tidevand og strømme. Disse faktorer har betydet, at en vis karakteristisk biodiversitet har kunnet udvikle sig på øgruppen og i de omkringliggende have.

Bissagosøerne lige ud for Guinea-Bissaus kyst består af over 88 øer og holme, der ligger spredt i Rio Geba og Rio Grande de Bubas delta. De har måske nok meget til fælles med det tropiske fastland mod øst, men saltvandshabitatet og den relative mangel på indblanding fra mennesker har skabt en unik biosfære, hvor junglen møder havet.

Maritimt paradis

Vandet omkring Kap Verde vrimler med et globalt betydningsfuldt niveau af biodiversitet på grund af øernes beliggenhed og geologiske historie. Kæmpe koralbjerge, der er dannet af vulkanaktivitet, hæver sig op fra havbunden og giver sjældne, oceaniske levesteder i en bred vifte af dybder. Hundredvis af fiskearter er katalogiseret i disse farvande sammen med mindst 17 hvalarter.

Øjnene rettet mod himlen

Kap Verde er uden tvivl et paradis for fugleentusiaster. På vej gennem farvandet omkring øgruppen, kan vi få øje på fascinerende havfuglearter som snepper og skestorke, der enten er besøgende på vej til fjerne klipper, eller andre, som lever der året rundt, såsom madeirastormsvaler, der lokalt kaldes jaba-jaba.

Afsondret saltvand

I 1996 blev Bissagosøerne erklæret et UNESCO biosfærereservat, og når man sejler omkring dem, forstår man hvorfor. En relativ mangel på menneskelig tilstedeværelse og et bredt udvalg af økosystemer såsom mangrovesumpe og kystsavanne har skabt et skrøbeligt, men rigt habitat lige ud for Vestafrikas kyst.

Øerne er hjemsted for mange havskildpaddearter – særligt den truede grønne havskildpadde – samt krokodiller og en overflod af pigrokker og hajer, herunder grå revhajer og hammerhajer. Man kan også se delfiner, vestafrikanske manater og selvfølgelig de berømte, men sjældne saltvandsflodheste.

Magnetisme som vejviser

Karetteskildpadden kan have brugt Jordens magnetfelt til at navigere meget længere end sømænd. Efter at have tilbragt det meste af sit voksne liv alene og på havet, vender hunskildpadden kun tilbage til land for at lægge æg. Selv om det endnu er en teori, tror marinebiologer, at havskildpadder kan bruge magnetit, der er en jernforbindelse i deres hjerner, til at navigere i Jordens magnetfelt og vende tilbage til præcis den samme strand, hvor de klækkede æg mange år tidligere.

Klap bare

En pukkelhval, der bryder igennem havoverfladen, er en af naturens mest ærefrygtindgydende seværdigheder. Kap Verde er et af den truede arts kun få kendte ynglesteder i Nordatlanten. Det er ikke ualmindeligt at se deres utrolige, akrobatiske opvisninger, når de bryder igennem havoverfladen med deres enorme kroppe og klapper overfladen med deres finner eller halefinner. Selv om det er uklart, om formålet med at bryde igennem havoverfladen er kommunikation, navigation, parasitkontrol eller blot sjov, mindsker det ikke virkningen.

Synk eller svøm

Selv om vi måske nok tænker på flodheste som dyr, der lever i vand, betyder deres enorme størrelse og tætte knogler, at de ikke er dygtige dybvandssvømmere. Det begrænser dem normalt til lavvandede ferskvandsflodsystemer, men Bissagos-flodhestene har gjort saltvandslagunerne og tidevandssumpene til deres hjem. De tilbringer hele dagen med at vade rundt i havmiljøet og nyder saltvandets fordele uden risiko for at drukne.