Mange af Hurtigrutens ture til Antarktis har et stop på Falklandsøerne. Men det er ikke mange mennesker, der har et indgående kendskab til denne lille øgruppe i Sydatlanten. Hvis du ikke tidligere er dykket ned i den spændende fortid, denne sydatlantiske øgruppe nord for Antarktis har at byde på, så er det på høje tid. Du kan også læse mere om, hvordan Falklandsøerne ser ud i dag og finde ud af, hvad du kan give dig i kast med på disse fantastiske øer.

Opdagelsen og de første bosættelser

Selvom de fleste områder, de europæiske opdagelsesrejsende fandt i opdagelsestiden, rent faktisk allerede var beboet, så levede der ikke mennesker på Falklandsøerne før midten af 1700-tallet. Der er angiveligt ingen vidnesbyrd om, at nogen overhovedet kendte til eksistensen af øerne før 1592, da den engelske søkaptajn John Davis fik øje på dem. Først næsten 100 år senere foretog en anden engelsk søkaptajn John Strong en landgang. Han foranledigede navngivningen af øgruppen, selvom han ikke gav landområderne et navn i sig selv, men opkaldte vandvejen mellem øerne, Falklandssundet, efter den daværende skatmester i den engelske flåde.

I 1764 oprettede Frankrig (som kaldte øgruppen Îles Malouines efter afsejlingshavnen Saint-Malo – Malouin i daglig tale) øernes første koloni. Bosætterne grundlagde Port Louie på East Falkland. Kun et år senere opførte England deres egen bosættelse på West Falkland med navnet Port Egmont. John Byron, lederen af den engelske ekspedition, der grundlagde Port Egmont, påberåbte sig herredømmet over øerne i Englands navn. Byron var ikke klar over, at franskmændene allerede havde bygget en havn på den østlige ø, selvom nogle historikere mener, at dette i bund og grund ikke ville have ændret Byrons beslutning om at gøre krav på området.

Briterne opholdt sig dog kun i Port Egmont i kort tid, inden de blev tvunget derfra af konkurrerende naboer. Det var ikke franskmændene, for Frankrig havde fuldstændigt opgivet sin bosættelse på Falklandsøerne. Det var i stedet spanierne, som i 1770 havde overtaget den franske havn og omdøbt den til Puerto de la Soledad, der fortrængte briterne fra Port Egmont. Men som det ofte skete i opdagelsestiden, skiftede bosættelser og områder hænder ofte og hurtigt, og Spanien overdrog Port Egmont til England allerede året efter.

Disse stridigheder og skiftende ejerskaber fortsatte frem til 1820. På dette tidspunkt ejede Spanien stedet og havde i årtier haft eneret over Falklandsøerne. Spaniens sydamerikanske kolonier slog sig i tøjret og gjorde oprør i denne periode, og Argentina, som dengang hed De Forenede Provinser i Río de la Plata , overtog øerne. Dette kunne have sat punktum for historien, hvis briterne blot officielt havde givet afkald på øerne. Det havde de dog ikke gjort, og i 1832 vendte englænderne tilbage for at gøre krav på det landområde, som de i deres øjne allerede ejede. Britiske styrker kunne uden magtanvendelse fordrive de argentinske bosættere, og i lang tid herskede der fred på øerne.