"Kongen af arktisk navigation" er ikke noget dårligt tilnavn for Otto Sverdrup efter hans meget begivenhedsrige liv med udforskning af polarfarvandene. Han var en stabil og pålidelig kaptajn gennem de lange vintermåneder.

Otto Sverdrup er kendt som den tredje store norske helt indenfor polarforskning sammen med Fridtjof Nansen og Roald Amundsen. Sammen med Fridtjof Nansen løb han på ski tværs over Grønland i 1888, og på skibet Fram viste de to eksperter, at et fartøj kan drive med havstrømmen over det arktiske ocean.

Da Otto Sverdrup tog på sit tredje eventyr i 1898 ledte han skibet Fram og en besætning på 15 personer mod uopdagede områder af Grønland. Det blev en af de mest frugtbare ekspeditioner i historien.

Eventyr

Efter succesen med den første Fram-ekspedition med Fridtjof Nansen begyndte investorerne at åbne deres tegnebøger. Norge nærmede sig en opløsning af sin union med Sverige, og nationale helte som Nansen og Sverdrup var værdifulde for Norge på dette tidspunkt. Bryggerbrødrene Amund og Ellef Ringnes og Alex Heiberg donerede 220.000 norske kroner. Staten bidrog med 20.000 norske kroner til reparationer og nødvendige opgraderinger. Da Fram forlod havnen den 24. juni 1898, var der 15 mænd ombord. Fem forskere, herunder geolog Per Schei, kartograf Gunnar Isachsen, zoolog Edvard Bay og botaniker Herman G. Simmons og en besætning på 10 mand. Udover at udforske det nordlige Grønland og øerne nord for Canada var ekspeditionernes mål at undersøge havets dybde og områdets flora og fauna.

Båden

Men før vi tager ud på denne rejse, skal vi snakke om både. Fram er ikke et hvilket som helst fartøj. Hun er Nansens skræddersyede ekspeditionsskib – stabil på isen og perfekt under ekstreme forhold. Problemet med andre ekspeditionsskibe var deres konstruktion. De ville skrue sig ned i isen og blive ødelagt. Men Fram var bygget til nærmest at ligne en kokosnød. Dets form fik det til at dreje sig op af isen, så det kunne drive videre afsted med isen. I nutidens penge ville Fram have kostet over 18 millioner norske kroner.

Før den nye ekspedition blev hun sendt til Larvik for at blive modificeret. Et nyt dæk og en salon blev tilføjet, samt ekstra kahytter, for at gøre det mere behageligt ombord. Ironisk nok var der én ting, Fram ikke var lavet til: Lange rejser på åbent hav. Hendes badekarlignende form gjorde tilsyneladende besætningen meget søsyg. Men alt for videnskaben!

Isbjørnebøf

Inden den første vinter de skulle tilbringe på deres ekspedition, sejlede Fram via Egedesminde, Godhavn og Upernavik i det sydlige Grønland. De hentede 75 grønlandske slædehunde, forsyninger, kul, vand og mad med ombord. Sverdrup foretrak den stærke, venlige grønlandske slædehund til sine ekspeditioner.

Besætningen tog på jagt for at forberede sig på de kolde måneder, og moskusokse og isbjørn begyndte at dukke op på deres tallerkener. Hundene fik hvalros og sæl. Kane Bassin blev deres base i den første vinter. Foran dem lå Ellesmere Island, en uudforsket ø på omkring to tredjedele af Norges størrelse.

Et kapløb

Man kunne forledes til at tro, at besætningen på Fram var alene i dette fjerntliggende polarlandskab. Det var den ikke. Ved århundredskiftet bredte polarfeberen sig, og en dag mødte Otto Sverdrup tilfældigvis den amerikanske polarforsker Robert Peary på isen. Peary var på det tidspunkt på vej til Nordpolen.

Otto Sverdrup fik en tanke. Burde han også prøve? Ideen om at være den første til at nå Nordpolen var meget fristende. Fram var den perfekte base, og han havde forsyninger og hundeslæder nok. Men ideen blev ikke til noget. Måske droppede Sverdrup den af respekt for Peary, eller kunne han måske ikke klare konkurrencen? Peary skyndte sig videre og blev den første person på Nordpolen – men han betalte prisen med syv frostbidte tæer.

Opdagelsesrejsende

Otto Sverdrup og hans mandskab gjorde andre store fund. De brugte somrene på at kortlægge is og øer, jage og indsamle videnskabelige data, planter og fossiler. På en af deres kortlægningsekspeditioner tog tre grupper ud for at finde uopdagede landområder. Tilsammen havde de 54 hunde med.

Otto Sverdrup og Ivar Fosheim opdagede en ø, som de kaldte Axel Heiberg, mens Isachsen og Hassel stødte på to øer, som de kaldte Kong Christian Island efter den danske konge og Ellef Ringnes Island efter investoren. Sidstnævnte var en ø på over 6.400 kvadratkilometer, hvor Isachsen og Hassel formåede at kortlægge hele kystlinjen – en utrolig præstation.

Livet på Grønlands is bragte opfinderne frem i mandskabet. En ny type Primus-komfur blev født: Et patent, som på samme tid smeltede sneen og kogte mad eller vand. De opfandt også en ny type telt med et dobbelt lærred, der forhindrede frost i at dryppe ind i teltet.

Trussel

De fleste ekspeditioner på denne tid forberedte sig på tre vintre på isen. Det skyldtes til dels at indsamling af videnskabelig data var en ret tidskrævende aktivitet, men også fordi de kun kunne sejle i en kort periode om somrene. Eventyrerne kendte truslen fra de lange, kolde og mørke vintre. Nogle gange skete der ulykkelige tragedier. I løbet af tre måneder døde to af Fram-besætningens medlemmer. Lægen Johan Svendsen skød sig selv i teltet under en slædeekspedition på fastlandet. Han forklarede sine mørke tanker til besætningen i et brev og afslørede, at han havde haft et misbrug af morfin og kokain. Kort efter døde håndværkeren Ove Braskerud af lungebetændelse. Der lå et slør af sorg over ekspeditionen. 

Rekordkulde

I løbet af den tredje vinter frøs Fram fast ved Gåsefjorden sydvest for Ellesmere Island. Efter mange strabadser, tab af venner og en næsten-katastrofe, der involverede ild og dynamit, begyndte atmosfæren på skibet at blive bedre. De fejrede jul på en båd fuld af frisk mad, sang og druk. Ingen problemer i sigte. Denne vinter blev den hidtil koldeste og temperaturen nærmede sig frygtelige 50 minusgrader.

Under overfladen ulmede en trussel. Den rekordhøje kulde gjorde isen endnu tykkere, og da foråret kom, indså Sverdrup, at de ikke kunne nå hjem til dem tid, de havde planlagt. Selv sprængstof kunne ikke få dem ud, før en ny vinter kom snigende. Fram blev i det arktiske ocean for fjerde vinter i træk. 

En ny æra

Da Otto Sverdrup og hans ekspedition nåede hjem i foråret 1902, medbragte de en last fuld af potentielle forskningsresultater. Over 50.000 vigtige prøver kom med hjem, herunder 2000 glas med hvirvelløse dyr, sten, fossiler og masser af plankton og data om is, geomagnetisme og polartemperaturer.

Norske, russiske, svenske, tyske og britiske forskere var klar til at bearbejde resultaterne. Hjemkomsten af Fram markerede begyndelsen på en ny æra med mere samarbejde inden for forskning mellem lande og videnskabelige områder. Tre år senere blev opløsningen af unionen også en kendsgerning. I løbet af de følgende år frem til 1926 blev der skrevet ikke mindre end 39 videnskabelige afhandlinger på baggrund af Frams resultater. 

Minder fra et eventyr

Man kan spekulere over, hvad Otto Sverdrup mon ville have sagt i dag, hvis han vidste, at Hurtigruten Expeditions planlagde at sejle i samme farvand som den anden Fram-ekspedition? Måske ville han fortælle historier om kapløbet mod Nordpolen og passionen for opdagelsesrejser. Om pionertiden, kystlandskabet, de smukke forårsdage i Grønland og kammeratskabet ombord på Fram.

Måske ville han sende os afsted og ønske os en god ekspedition. 

Tekst af Ingvild Telle