15 interessante fakta om Antarktis
På jordens sydligste spids hviler en af verdens største og mest mystiske landmasser. Det frosne rige. Antarktis.
På jordens sydligste spids hviler en af verdens største og mest mystiske landmasser. Det frosne rige. Antarktis. Den iskolde flade strækker sig mere end 14 millioner kvadratkilometer ud, hvilket gør det til verdens femtestørste kontinent. Landmassen er beliggende næsten udelukkende inden for den antarktiske polarcirkel, og det betyder, at temperaturen konstant er under frysepunktet det meste af året.
Disse forhold gør liv til et sjældnere fænomen sammenlignet med andre af verdens egne, men dyrene i Antarktis, har tilpasset sig og kan håndtere de meget barske forhold, som forskere og opdagelsesrejsende regelmæssigt oplever her. Selvom landskabet kan virke noget øde for den utrænede observatør, er det faktisk et af de mest interessante steder på kloden.
15 interessante fakta om Antarktis
1. De tørre dale i Antarktis er de tørreste steder på Jorden. Med så lav luftfugtighed og fugt på dette område af kontinentet, kan sne og is slet ikke samle sig, og derfor danner dalene kun en stor støvet overflade.
2. Antarktis er i gennemsnit det mest vindblæste sted på Jorden. Forskere, der udforsker de sydlige landmasser, har rapporteret om vindstød på op til 320 km i timen.
3. Den antarktiske iskappe er den største individuelle ismasse i verden og kan nå en tykkelse på op til seks km. Kontinentet indeholder samlet set 90 procent af Jordens ferskvandsis og omkring 70 % af klodens samlede mængde ferskvand.
4. Forskere mener, at hvis den vestantarktiske iskappe smelter, vil den globale vandstand stige med cirka fem meter.
5. Ross-ishylden – en flydende tange af is, der strækker sig ud fra kontinentets primære landmasse – dækker mere end 510.000 kvadratkilometer og er den største ishylde, der nogensinde er observeret.
6. Selvom Antarktis er dækket af is, indeholder kontinentet en af verdens største bjergkæder – Gamburtsev-bjergene – som strækker sig over mere end 1.200 km. De højeste tinder antages at være ca. 2.800 meter høje eller ca. en tredjedel af Jordens højeste bjerg: Mount Everest.
7. Et andet interessant geografisk fænomen skjult under iskappen er Vostoksøen, der er en ferskvandssø begravet under 4 km is. Søen er på størrelse med Ontariosøen og er en af 200 forskellige vandansamlinger, der er fundet under isen.
8. Selv om Grand Canyon i vid udstrækning anses for at være Jordens største naturlige kløft, har forskerne opdaget en anden kløft i Antarktis, der kan tage kampen op med et af USA's mægtigste naturfænomener. Den unavngivne kløft blev fundet under en ekspedition i 2010, og den strækker sig over 100 km, er mere end 9 km bred og når en dybde på mere end 1,6 km. Forskerne mener, at den kan være endnu større, men det kræver yderligere udforskning at få mere at vide om den kolossale kløfts virkelige grænser.
9. Antarktis er hjemsted for Mount Erebus – verdens sydligste aktive vulkan – samt de eneste kendte "lavasøer," som har indeholdt flydende magma siden tidernes morgen, på trods af kontinentets iskolde omgivelser.
10. Der er 30 forskellige lande, som anvender 80 forskningsstationer placeret rundt omkring på kontinentet. Det samlede antal beboere i disse faciliteter er omkring 4.000 i sommermånederne og kun 1.000 i den lange barske vinter.
11. I januar 1979, blev Emile Marco Palma det første menneske, der nogensinde er født i Antarktis. Siden den historiske fødsel er kun yderligere 10 personer født på kontinentet.
12. Som følge af Jordens hældning står solen ikke op i Antarktis mellem forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn, og det betyder, at kontinentet forbliver helt mørkt gennem hele vinteren.
13. Det er omvendt om sommeren, hvor solen aldrig går ned over Antarktis, hvilket betyder, at kontinentet modtager mere sollys end ækvator i den periode.
14. I marts 2000 brækkede et stykke is på mere end 270 kilometers længde og 40 kilometers bredde af Ross-ishylden – svarende til størrelsen på det halve af Jylland.
15. Søen Deep Lake i Antarktis er så saltholdig, at den ikke kan fryse til, selv ved en temperatur på helt ned til minus 15 grader Celsius.