Panamakanalen – et moderne vidunder
En rejse gennem den berømte Panamakanal, der kombinerer historie med en utrolig ingeniørmæssig bedrift, er en oplevelse, du ikke må gå glip af.
RODERICK EIME
Solen ved ækvator går ned ved trægrænsen og projicerer en blodrød eksplosion af lys ud på den plettede himmel. På disse breddegrader går solen hurtigt ned, og det smukke syn er forbi på et øjeblik.
Her på Panamas Gatun-sø flyder det enorme menneskeskabte hav i de lavtliggende dale på Panamatangen. Men mit syn bliver pludselig forstyrret af et overvældende stort containerskib, der sejler i den modsatte retning, og aftenens naturpragt forsvinder.
Da denne kæmpe dæmning – som udgør en stor del af Panamakanalen – blev færdig i 1913, skabte den verdens største kunstige sø og var den største dæmning, der nogensinde var blevet bygget. Den 820 meter brede dæmningsvæg holder fem kubikkilometer vand tilbage. Det er omkring 10 gange så stort som havnen i Sydney. Vandet driver vandkraftgeneratorer, der giver strøm til alt, hvad der er nødvendigt for at fylde de gigantiske sluser i hver ende af kanalen.
Opfyldningen af Gatún-søen signalerede det sidste kapitel i Panamakanalens kontroversielle tilblivelse – en pinefuld 30-årig saga, som oprindeligt blev påbegyndt af et fransk konsortium under ledelse af den berømte Ferdinand de Lesseps. Efter sin spektakulære succes med at udvikle Suezkanalen tiltrak de Lesseps enorme summer fra investorer til projektet. Men hans held varede ikke ved. I 1889 gik hans virksomhed ned på grund af korruptionsskandaler, tekniske fejlberegninger og et svimlende tab af liv blandt arbejdere på grund af en malaria– og gul feberepidemi.
I 1904, ti år efter de Lesseps' død, blev den trængte byggeplan overtaget af USA. Efter at have købt det franske selskab ud for en slik, blev kontrollen overdraget til den amerikanske hær. Præsident Theodore Roosevelt forstod fuldt ud den strategiske og økonomiske betydning af en kanal, der skar hele 13.000 kilometer af rejsen mellem New York og San Francisco.
Der var også den ekstra fordel ved at eliminere behovet for den upålidelige passage via Kap Horn i bunden af Sydamerika. Efter megen kontrovers over omkostningerne og modgangen gennemførte det første skib sin rejse gennem Panamakanalen mellem Atlanterhavet og Stillehavet i 1914, lige før 1. verdenskrig brød ud.
I dag står den 10 timer og 80 kilometer lange tur gennem tre kæmpe sluser øverst på seriøse krydstogtrejsendes ønskeliste. I mere end et århundrede har skibes bredde været begrænset af kanalens bredde, og først for nylig er den berømte vandvej blevet udvidet til at kunne rumme større fartøjer. Mindre skibe som dem, der drives af Hurtigruten Expeditions, er dog ingen sag for de kæmpe mekanismer, der lukker 14.000 fartøjer ind hvert år.
Turen gennem de kæmpe sluser er en storslået oplevelse for verdens rejsende. Jeg ser tryllebundet de små lokomotiver, kaldet muldyr, anløbe skibet med kæmpe reb og guide det gennem de tredobbelte niveauer ved Miraflores, ud mod Stillehavet, der støder op til Panama City.
Med hver åbning og lukning af de 600 ton tunge porte pumpes der 101.000 kubikmeter vand ind og ud, og fartøjer hæves og sænkes næsten 20 meter, når de sejler ind eller ud. Tidligere var jeg inde på besøgscentret, der har udsigt over hele komplekset, inden jeg sluttede mig til tilskuerne på de store altaner for at se forundret på, hvordan de kæmpe fartøjer manøvrerer igennem barriererne. Indenfor er der fyldt med modeller og diagrammer, der forklarer ingeniørkunstværkets drift og historie.
Passagerskibe udgør kun en brøkdel af trafikken i kanalen, men det er en dyr gennemfart for hvert skib med en gennemsnitlig afgift på omkring 60.000 dollars. Den højeste afgift, der nogensinde er blevet betalt, var for et kæmpe krydstogtskib, som betalte 375.600 dollars i 2010, mens den billigste transit kostede 36 cent, betalt af rejseforfatter og opdagelsesrejsende Richard Halliburton, der svømmede gennem kanalen i løbet af en uge i 1928.
Mens den sidste glød fra solnedgangen ulmer i den fjerne horisont, kan jeg ikke lade være med at overveje omfanget af dette projekt – nu betragtet som et af de syv vidundere i den moderne verden – og de ingeniører, der planlagde det med regnestokke og blyanter, samt de tusinder, der ofrede deres liv for at gøre det til en realitet.
