"Vi passerede øerne Liston og Sutton og sejlede gennem Dolphin and Union Strait. Det var en ubeskrivelig lettelse, da vi klarede det sidste svære hul i Nordvestpassagen", skrev eventyreren og polarforskeren Roald Amundsen i sine notater fra den 21. august 1905. Amundsen, der er klædt i sælskind, skuer ud over det åbne hav. Tre års sejlads gennem isen fortoner sig langsomt bag ham. Tre legendariske år gennem passagen i det nordlige Canada. Tre magiske, kolde, udforskende, eventyrlige – og til tider farlige – år på ekspeditionsskibet Gjøa.

Polarhavet er der stadig. Det er inuitfolkets hjem. Dyrelivet, fuglene, havets rigdomme. Bugten, hvor de opdagelsesrejsende gik i land og tilbragte vinteren. Det isdækkede landskab, hvor de fangede sæler og lærte at bygge igloer. Hvad med selv at tage på en tur?

Nysgerrighed og mystik

Nordvestpassagen er søvejen fra Atlanterhavet til Stillehavet. Den går gennem det arktiske øhav og er uden tvivl den korteste søvej mellem øst og vest. Den er omkring 12.000 sømil kortere end ruten omkring Kap Horn og cirka 7.000 sømil kortere end ruten gennem Panamakanalen.

Nordvestpassagen er synonym med arktiske opdagelsesrejsende, eventyrere, forskere og kulde. Den er ensbetydende med mystik, håb, nysgerrighed og beslutsomhed. Liv og død. Skibe er forsvundet, mennesker ligeså, og i lang tid var passagen blot en teori blandt forskere og navigatører. Det var ideen om en nemmere sejlrute. Men ingen var sikre på det. På daværende tidspunkt var områderne højt mod nord ikke tilstrækkeligt kortlagte. I dag ved vi, at de gamle navigatører havde ret. I dag ved vi, hvor der er landjord, øer og is. I dag ved vi, at Nordvestpassagen findes.

"At sejle rundt om det nordamerikanske fastland har utvivlsomt været den opgave inden for polarforskningen, som menneskeheden har været mest optaget af", sagde Amundsen efter ekspeditionen på Gjøa.

John Cabot var den første, der begav sig af sted. Det var i 1497, og ekspeditionen blev starten på en lang række af ekspeditioner. Søgningen efter den sagnomspundne passage foregik under renæssancen, reformationen, koloniseringen, den engelske borgerkrig, den franske revolution og helt ind i moderne tid. Amundsen havde ret: Arktis var som en magnet. 

MS Fram

Hurtigrutens rejse gennem Nordvestpassagen er en rejse gennem historiske farvande. Vi kommer til at besøge mange af de samme polaregne, som eventyrerne så. Vi kommer til at se hvaler, hvidhvaler, rensdyr, sæler og isbjørne. Vi kommer til at opleve den smukke kontrast mellem det bjergtagende arktiske landskab og de små, farverige inuitsamfund. Vi lader MS Fram kaste anker og sejler ind til land i små både. Ligesom de opdagelsesrejsende gjorde.

Den store Nansen 

Roald Amundsen er sammen med Fridtjof Nansen de vigtigste eventyrere i Norges historie. Amundsen besluttede i en tidlig alder at blive polarforsker. Han var 17 år gammel, da Nansen og hans fem kammerater vendte tilbage til Norge efter at have krydset Grønland på ski i årene 1888-1889. Over 60.000 mennesker, inklusive Amundsen selv, mødte op for at hylde og fejre de opdagelsesrejsende. Folk var ellevilde af begejstring.

Fire år senere havde Nansen et nyt mål. Han ville være den første til at nå Nordpolen, denne gang på skibet Fram. Den unge Amundsen var kun 20 år gammel og for ung til at tage med. De følgende år arbejdede han hårdt på at blive stærk nok til at søsætte sin egen ekspedition. Han droppede sine lægestudier, tog job som andenstyrmand på ekspeditionsskibet Belgica og gennemførte sin første Antarktis-ekspedition i årene 1897-1899. Men Nordvestpassagen var hele tiden hans egentlige mål. 

Vendepunktet

Der var også masser af drama i forbindelse med udforskningen af polaregnene. Den 19. maj 1845 lagde de to engelske skibe HMS Terror og HMS Erebus fra kaj i Londons havn. Tusindvis af mennesker vinkede farvel til sømændene og deres leder, John Franklin. Skibene var blevet forstærket med ekstra tømmer og jernplader i boven. Kaptajn Franklin og hans mandskab skulle sejle i tre år, og rygterne ville vide, at skibene var lastet med bøger og mad i en sådan grad, at de var mere velforsynede end de mange butikker i London. Der gik et år. To år. Og et tredje år. Uden at man hørte nyt fra skibene. I London blev man mere og mere bekymrede, og der blev iværksat en række redningsaktioner. I de følgende år frem til 1869 satte hele 26 skibe sejl i håbet om at finde dem. Som følge heraf blev nye områder og øer opdaget i polarhavet. I dag ved man, hvad der skete med Franklin-ekspeditionen. Skibene var for store og tunge, så de sad fast i pakisen og sank. Den 126 mand store besætning døde af kulde, sult og sygdom.

Trods et voksende antal redningsaktioner forblev Nordvestpassagen et mysterium. De engelske aviser kaldte det "polarfiaskoen". Folk begyndte at tvivle på, om det overhovedet var muligt at sejle gennem passagen. 

Videnskab

Amundsen tog sig dog ikke af overskrifterne. I stedet læste han videnskabelige optegnelser og redegørelser fra det nordlige Canada. Han havde en stærk fornemmelse af, at Nordvestpassagen ville blive hans gennembrud – og hans måde at få udødeliggjort sit navn på.

Den 25. august 1903 klargjorde han sit ekspeditionsskib Gjøa til rejsen. Blandt hans besætning var Godfred Hansen, Gustav Wiik, Helmer Hansen, Anton Lund, Peder Ristvedt og Adolf Henrik Lindstrøm. Gjøa var oprindeligt en sildebåd, der var blevet ombygget til sæljagt og polarekspeditioner. Hun var væsentligt mindre end Franklins tunge, fuldt lastede skib og gled elegant gennem vandet. Hver aften skrev Amundsen dagbog. Med Helmer Hansen i udkigstønden blev Gjøa sejlet ind i Rae-strædet øst for King William Ø, hvor mandskabet opholdt sig i 23 lange måneder. Mange mener, at Amundsen uden større besvær kunne have sejlet Gjøa gennem passagen i løbet af én sæson. Men Gjøaekspeditionen havde også videnskabelig karakter: Amundsen ønskede at vise, at den magnetiske nordpol flyttede sig med tiden, og det lykkedes for ham. 

Inuitternes land 

Gennem to lange vintre lærte Amundsen og hans mandskab de lokale indfødte (inuitterne) at kende. De handlede med dem. Sømændene var klædt i sælskind og lærte at bygge igloer. Inuitterne fik til gengæld knive, synåle og andre nyttige værktøjer. På sine fremtidige ekspeditioner drog Amundsen livslang nytte af sit sælskindstøj og den lærdom, han tilegnede sig hos inuitterne, og det er sandsynligvis en medvirkende årsag til hans store succes. 

Et nyt land

Samtidigt sker der store sager derhjemme. Norge løsriver sig fra Sverige ved opløsningen af unionen mellem de to kongedømmer. Norge får nu sin egen kongefamilie: Kong Håkon og dronning Maud. Den norske identitet opbygges, og en nationalhelt som Amundsen er lige det, det frie land har brug for.

Da telegrammet nåede frem med besked om, at Amundsen var lykkedes med det, ingen andre havde formået – at finde vej gennem Nordvestpassagen – var der kæmpe jubel i hans hjemland. Han skrev i sin dagbog: "Nordvestpassagen er fundet. Min drengedrøm – i det øjeblik gik den i opfyldelse ... jeg brød ud i gråd".

Norge er selv i dag kendt som et polarland. En nation af eventyrere og nysgerrige videnskabsfolk. Da Amundsen vendte hjem, blev han nationalhelt og fik tildelt Den Kongelige Norske St. Olavs Orden.

En ny rejse

Opdagelsesrejsernes første æra er forbi. I dag er øer, is og lavt vand kortlagt. I dag ved vi, at den magnetiske nordpol flytter sig over tid. Og vi ved, hvad der skete med Franklin-ekspeditionen.

Men nu indvarsles en ny tid med ekspeditioner. Sejlruten er stadig ny og spændende. Passagen er stadig en sjælden destination, da den er tilfrosset og utilgængelig det meste af året. Først i 2007 kunne Den Europæiske Rumorganisation meddele, at Nordvestpassagen var isfri. I samme år sejlede de første krydstogtskibe med moderne opdagelsesrejsende fra øst mod vest, fra Grønland til Canada. 

Hurtigruten og MS Fram sejler i kølvandet på Roald Amundsen Vi passerer historiske områder og ældgamle isbjerge. Fram Fiord, Baffin Island og Gjoa Haven. Måske kan du fornemme historiens vingesus, når du tænker på de første opdagelsesrejsende på stedet? Måske ser du det samme, som Amundsen så fra udsigtstønden på sit skib? 

Er du fristet til at tage med på denne rejse?  

Tekst af Ingvild Telle